Rundrejse på den Dominikanske Republik

5. oktober 2009 by: NPB




Dette er en beretning fra den Dominikanske Republik på øen Hispola fra januar 2004, hvor Nik og jeg rejste rundt i en måned. Efter at have besluttet ikke at tage til Haiti, på grund af stor politisk ustabilitet i landet, tog vi østover til Las Terranas, herefter til Samana, hvor vi mødte en gal fransk pirat og tilbragte en del tid på hans 70 fod store tomastede skib.

strande-dominikanske-republik

Vi var meget tæt på at tage med ham til St. Martin ude i østcaribien, og eventyret blussede for alvor op, da det gik op for mig at jeg kunne arbejde på skibet og rejse rundt med ham på verdenshavene. Drømmen brast imidlertid p.g.a. af hans mildest talt ulidelige amerikanske kone, Rachel. Hun havde en meget ubehagelig karakter, lyttede kun til sig selv, og fortalte konstant om hendes tidligere rigdomme. Hun var tidligere model for Elite Models. Hun var tydeligt forgiftet af den amerikanske illusion af lykke. Vi ville simpelthen ikke kunne holde hende ud i længere tid.

Som en lille trøstepræmie tog vi ud dagen efter og så pukkelhvaler, hvilket var fantastisk!

Vi fløj via Madrid til Santo Domingo og havde købt billetterne i god tid hos Travelstart. Vi købte dem ca. 6 måneder før vi tog afsted og skulle kun betale lige omkring 6.000 retur inkl. rejseforsikring.

Dykket

Herefter tog vi sydover til en lille hyggelig fisker by kaldet Bayahibe, hvor vi tilbragte en uges tid, men hvor jeg havde så forfærdelig et dyk at jeg endnu ikke med succes har været ude at dykke siden. Vi var ude på et kombineret “Wreck og Deep Dive”, ved et vrag der hed St. George, et 80 meter langt containerskib. Vandet var krystalklart med en sigtbarhed på vel de 30 meter. Selve vraget lå på et rev der strakte sig fra 35 meters dybde i kølen og 47 meter i stævnen. På vej ned i dybet så vi så dette fantastiske syn af den evige stilhed iform af et fastfrossede blik ind skibets sidste time.

Vi gik ned ved skibets bagende og svømmede ca 35 meter højre om vraget. Synet af denne enorme stålmasse der forsvandt nedaf og ud i det blå dyb, samt erkendelsen af den store dybde og afstand til overfladen, fik mig til at gribe en af menneskets største fjender, panikken. Det kom til udtryk i mit sind som en løbeild gennem min krop, som et videokamera der lynhurtigt zoomer ind på en realitet. Jeg ville op, gav min Divemaster tegnet med opadvendt tommelfinger, og begyndte at svømme opad uden at tænke på luften i lungerne, nitrogenen i blodet og udsigten til dykkersyge. Min divemaster greb mig imidlertid i min ene svømmefod, og trak mig ned igen, fik mig til at slappe lidt af, og begyndte at følge mig langsomt op. Problemet med dybder over 18 meter er, at trykket gør nitrogenen i blodet flydende, går man for hurtigt op, uden at udånde det overskydende, vil det boble op i blodet og resultere i dykkersyge.

Således var jeg på vej direkte mod det værst tænkelige, da jeg blev reddet af en dygtig Divemaster. Jeg brugte tyve minutter på at falde til ro, og med safety stops nåede vi til sidst op til overfladen igen. Det var de længste tyve minutter i mit liv. Jeg kan stadig se det for mig, hvordan denne klaustrofobiske følelse får mig til at ville flå octupus’en ud af munden for at trække vejret. Det er en underlig form for rationalisering man har i den tilstand.

Jeg klarede det uden fysiske men, men er dog stadig noget berørt over det der skete. Jeg tænker for meget over det, og er meget dygtig til at frembringe samme følelse igen, specielt da jeg prøvede at dykke dagen efter, og blev nød til at gå op igen. Jeg har ikke dykket siden. Nu må vi se, jeg skal vel bare give det lidt tid.

saint-george-skibsvrag

Uden myggenet eller telt

Vi havde læst i en bog at der var en ø ud for den sydlige del af Den Dominikanske Republik, på grænsen til Haiti; Isla Beata, som skulle være meget flot. Vi besluttede at bruge de sidste dage i landet på nogle dages udflugt i det fri på netop denne ø. Vi kom efter en meget lang rejse, gennem en af de fattigste dele af landet til et lille fiskersamfund, med omkring ti faldefærdige palmehytter spredt ud langst kysten og ind under nogle klipper; Boca Rojo. Vi fik fat på en fisker der havde en båd, og fortalte ham om vores ide, fik aftalt en pris og købt proviant til tre dage alene på øen. Vi lånte en gryde af en lokal kone til at koge spaghetti.

Vi skulle nu ud på ca 4 timers sejlads. Båden var en lille åben fiskerjolle med en 4 H motor. Der stod i bogen at man burde tage turen om morgenen da vandet her var mere roligt. Klokken var nu ca 15, og vandet så meget stille ud, så vi besluttede at tage af sted. Turen derud var fantastisk, idet vi sejlede over azurblåt vand langs en ørkenkyst med forvredne klipper og kaktusser spredt ud over landskabet. Efter en lille time satte vi en fisker af og smed en masse proviant af, ved en lille meget smuk lagune, med et par palmehytter og både. Vandet var helt fantastisk og stranden var coralhvid. Derefter, stadig i roligt vand skulle vi ud på den anden side af en klippepynt; Boca Cabo, som åbnede op for hele det caribiske hav.

Jeg nævnte for Nik noget om at det var godt det ikke var Kap Horn vi skulle omkring. Denne tanke skulle dog vende tilbage igen og igen de næste par timer. I det øjeblik vi rundede pynten, gik vandet i uro, som pisket af en orkan. Vi slikkede kysten, vel for at vandet her var mest roligt, og at vi var tæt på hvis noget skulle gå galt.. Vi sejlede her i to timer, gennem gale bølger hvor vi blev kastet op og ned, ind imellem klipper og klippeudhæng. Ret frygtindgydende for en uvandt søfarer. Da vi endeligt drejede af mod øen var vi igen kommet i læ af nogle småøer og vandet var nogenlunde roligt.

Efter en lille time kom øen forbi os og vi sejlede ind til en nærliggende strand hvor der var nogle små huse og en masse fiskerbåde. Her skulle vi smide en anden passager af, der var kommet ombord fra en anden fiskebåd undervejs i bølgerne. Så skete det, der altid sker i disse lande, en eller anden form for autoritet, personificeret af en lille mørk størrelse, vel ikke ældre end 25 år, kom valtende ud imod os. Vi befandt os i en nationalpark, og man skulle naturligvis have en tilladelse til at være her. Det havde vi ikke, der var ikke nogen kontrol da vi kom ind, så vi tænkte ikke videre over det. Men efter tyve minutters diskussion, var der ingen anden udvej end at vi måtte tage hele vejen tilbage. Vi tænkte på at vi ogsa havde måttet skippe vores tur over Pico Duarte, og vi var meget triste.

Turen tilbage skulle imidlertid ikke blive helt uden spændning, da vores gale fisker valgte at sejle direkte mod den pynt vi tidligere havde passeret, istedet for at sejle langst kysten. Vi havde vinden med os, så vi kunne surfe afsted på bølgerne. Men indenfor ti minutter befandt vi os midt ude i det caribiske hav, med 4 km til kysten og sort vand under den flade køl. Vi befandt os nu i bølger jeg ikke har oplevet før, i sådan en lille båd. Det ene øjeblik var der fire meter ned til vandet ude i stævnen, det andet lå vi med moteren i tomgang nede mellem to tårne af bølger. Snakken mellem Nik og jeg, der ellers altid var humoristisk og drillende, var løjet af, og en stilhed havde taget over. Vi sad der gennemblødte af saltvand som to miserable fugle og håbede at vores ven bag os havde styr på det han havde smidt os ud i. To timer efter krydsede vi atter pynten og vandet blev med et, som en fjord. Puha, vi begyndte nu at snakke stille igen og grinte meget over det der lige var sket, vi var oprigtigt lykkelige da pynten forsvandt bag os.

Caribisk nat

Vores uheld ude på øen skulle vise sig at blive vendt til held, da fiskeren inviterede os ind til den lille samling af huse, hvor vi tidligere havde sat en anden fisker med proviant af. Vi sprang i koralsandet og blev som det første mødt af en stor tyk størrelse med en sølvtand, der kom med løftet højrehånd smurt ind i blod. Det viste sig at han lige havde skåret sig dybt i tommelfingeren. Jeg så på det og sagde med det samme at vi havde alt han havde brug for. Dermed var den bedst mulige første kontakt opnået, og da vi efterfølgende havde behandlet hans sår med renseservietter, givet ham plastre og fortalt ham vigtigheden i at såret også fik luft, havde vi givet dem noget tilbage for alt det de senere skulle give os, ikke mindst af oplevelser.

Vi blev inviteret ind under en lille oase af træer, hvor der sad fem-seks andre fiskere og rodede med gryder og fiskekroge. Vi blev tilbudt stegt fisk og kogte grønne bananer, som overaskende i denne tilstand smagte meget som kartofler. Der sad vi omkring bålet og snakkede i et par timer før søvnen langsomt angreb os, og vi trak os tilbage til vores valgte camp, midt på stranden. Vi skulle imidlertid ikke få sovet overhovedet, da vi nu skulle opleve, den caribiske nat under åben himmel. Myg, flere end i Norge, indtog nu stranden og gjorde det noget nær umuligt at falde i søvn. Jeg lå på vores regnslag, med alt mit vintertøj, beregnet til Pico Duarte, og blev konstant stukket.

strand-dominikanske-republik-sove

Jeg tænkte at jeg ville lave et bål for at holde myggene væk. Men da jeg gik ud i sandet, skulle jeg erfare endnu et lille naturligt puds. Overalt på den øvre del af stranden var der noget sivlignende græs med frø som små syleskarpe stikkende bolde. Jeg fik dem overalt på mine underben og fødder, og de stak helt forfærdeligt. Da jeg ikke kunne se noget i natten, opgav jeg mit foretagende og valgte til sidst at tænde nogle af de stearinlys vi trods alt havde fået købt. Jeg satte dem foran regnslaget og tændte dem.

Da jeg havde tændt det sidste så jeg ca en halv meter væk en lille 4-5 cm lang gul scorpion. “Det var satans”, tænkte jeg, og vækkede Nik, der gav krybet et opgivende blik, vendte sig og prøvede at falde i søvn. Kapitulationen overfor naturen var total, skorpionen måtte kastes væk med en sandal, og jeg måtte prøve at få det bedste ud af natten, der aldrig syntes at få en ende. Jeg så mange stjerneskud den nat, og tænkte på hvor meget jeg glædede mig til at se Mathilde igen. Den aften fandt jeg ud af mange ting.

Dagen efter gik vi en tur i det barske landskab, fandt et stort skildpaddeskjold og oplevede ellers dette fantastisk golde landskab, hvor kaktusser gror ud af gamle koraler, der lyder som jern når man slår stykker mod hinanden. Blokhelvedet som vi kaldte det norske fjeld, var en leg iforhold til dette underlag, hvor man vigtigst af alt ikke skulle falde.

Vi tog senere på dagen ud for at snorkle, i helt uberørte koraller og Sea Fans. Herefter besluttede vi os at tage tilbage og komme videre. Vi ville ikke kunne klare en nat til her. Vi takkede af og gav dem den proviant, vi nu alligevel ikke skulle bruge.

De sidste dage blev brugt i Boca Chica, på et godt hotel med varmt vand, og en strand i nærheden.
Det har i sandhed været en intens tur, og jeg er sådan set klar til at tage hjem, med mange tanker og oplevelser rigere.

*Pico Duarte er Caribiens højeste Punkt, de havde lukket området af p.g.a. store mængder nedbør, en amerikaner var taget på toppen iklædt sommertøj, og måtte bæres ned igen, meget forfrossen…

Skrevet af Thomas S.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Rundrejse på den Dominikanske Republik, 10.0 out of 10 based on 1 rating


Comments

1 Kommentar to “Rundrejse på den Dominikanske Republik”
  1. admin siger:

    Hej Thomas,

    God beskrivelse :-) Jeg husker og mindes denne tur som var den igår…De gale gale bølger vil jeg aldrig glemme ej heller begive mig ud sådan en dumdristig beslutning igen, men det gik heldigvis :-)

    /Nikolaj

Skriv en kommentar